Få nye venner som voksen
Hvordan får man nye venner, når man er voksen? Det er et spørgsmål, flere voksne stiller sig selv. Især når man står midt i det “rigtige” voksenliv, hvor dagligdagens rutiner med karriere og - for nogen - børn fylder.
Nære relationer er afgørende for vores trivsel og velbefindende, og derfor en central del af et godt liv. Men alligevel oplever mange danske mænd at mangle nære relationer. Ifølge Forum for Mænds Sundhed føler 1 ud af 10 danske mænd sig ofte eller meget ofte ensomme, og hver 5. mand i alderen 25-39 har aldrig eller næsten aldrig nogen at tale fortroligt med. Er du en af dem? Hvis ikke, kender du sikkert nogen, det er – måske din nabo, en kollega eller en tidligere klassekammerat.
Har du mistet nære relationer, i takt med at du er blevet ældre?
Det er helt normalt at have oplevelsen af, at man har mistet venner fra barndommen og ungdommen, når man træder ind i voksenlivet. For overgangen fra ungdom til voksenliv markerer for mange et skift i, hvordan og hvornår vi interagerer med andre. I ungdommen er vores sociale liv ofte centralt i vores daglige rutiner, hvor skole, sport og fritidsaktiviteter tilbyder naturlige muligheder for at danne venskaber. Men når vi træder ind i voksenlivet, skifter prioriteterne for mange. Karrieren tager fart, og mange stifter familie, hvilket betyder, at tiden til at dyrke og pleje nære venskaber bliver mindre.
Venskaber og andre sociale forbindelser, der tidligere var helt centrale for dit liv og din hverdag, kan falme, når vi fokuserer på arbejde, børn og husholdning. Det er en helt naturlig udvikling, men det betyder også at det kræver en ekstra indsats at skabe og opretholde de vigtige relationer. Men du skal vide, at du bestemt ikke er alene om at have mistet venner, i takt med at du bliver ældre.
Sådan får du nye venner, når du er voksen
Hvis det er længe siden, du har fået en ny ven, er det vigtigt at huske at være imødekommende. Med det mener vi, at du skal være åben overfor, at din nye ven eller veninde ikke nødvendigvis er, som du forestiller dig. I behøver ikke have samme politiske overbevisning eller begge køre i præcis den samme bil. Så længe du mærker, at personen har respekt for din og andres holdninger - og du har det samme - kan venskabet vokse. Ikke på trods af forskelligheder, men måske endda på grund af dem. Det er altså vigtigt, at være åben, hvis man ønsker sig flere venner.
Det kan også være en god idé at snakke med folk i din omgangskreds, som du i forvejen kan lide at tale med: Har du folk omkring dig, måske en kollega, som du godt kan lide at tale med, men som du ikke er så tæt med, at du kalder dem for ven? Det er oplagt at prøve at komme tættere på personen. Start med at ses i en anden sammenhæng – f.eks. at tage ud og drikke kaffe eller en øl efter arbejde.
Herunder har vi samlet vores bedste tips til at møde nye venner som voksen.
Venners venner:
Arrangementer og fester er et oplagt sted at søge nye bekendtskaber. Så husk at sige ja, når du bliver inviteret, også selvom du ikke nødvendigvis er interesseret i at udvikle relationen til den person, som inviterer. Hvis du bliver hjemme, så møder du med sikkerhed ikke nye mennesker. Hvad er det værste, der kan ske?
Start en ny hobby:
Hvis du ikke synes, der er folk i din omgangskreds, som du har lyst til at skabe en dybere relation til, kan det være hjælpsomt at starte en ugentlig aktivitet. Det kan være keramik, badminton, ølklub eller noget helt andet, der fanger din interesse.
Deltag i lokale arrangementer:
Mange byer arrangerer lokale begivenheder som markeder, kulturfestivaler eller sportsarrangementer. Disse begivenheder giver dig mulighed for at møde nye mennesker i et afslappet miljø.
Bliv frivillig:
Frivilligt arbejde er en fantastisk måde at møde mennesker, der deler dine værdier og interesser. Uanset om du arbejder i en velgørenhedsorganisation, deltager i miljøprojekter eller hjælper til ved lokale arrangementer, kan frivilligt arbejde skabe dybe forbindelser gennem fælles formål og oplevelser.
For nogle mænd er det manglende venskaber, der gør, at de ikke har dybe samtaler. For andre er det ikke så meget antallet af venskaber, men det faktum at deres venskaber ikke indebærer fortrolige samtaler. Læs mere om, hvordan du kan bygge stærkere forbindelser.
Når vi tager os tiden til at tale om de ting, der virkelig betyder noget, kan vi nemlig hjælpe hinanden med at trives bedre og føle os mindre ensomme.