Mænd og ensomhed
- sådan bygger du stærkere forbindelser
Ensomhed blandt mænd er et problem, der bør tages alvorligt også selvom det ofte ikke får samme opmærksomhed som andre sundhedsudfordringer, som mænd står over for, såsom fysisk sundhed eller tendensen til at undgå lægebesøg. Ikke desto mindre er ensomhed en realitet for mange mænd.
Ifølge en undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed oplever 28% af danske mænd sjældent eller aldrig at have en dyb samtale. Dybe samtaler er afgørende for at forebygge ensomhed blandt mænd og spiller en væsentlig rolle for mænds generelle mentale sundhed og trivsel, da det ofte er gennem dybe samtaler, at vi tager fat på vigtige personlige emner.
Der er for langt imellem de dybe samtaler for mange mænd
Ensomhed er samfundsudfordring, som har store konsekvenser for den enkelte og det omkringliggende samfund. Vi hører meget om ensomhed blandt børn, unge, voksne og ældre. Og der er ingen tvivl om, at udfordringer med mental trivsel opleves i alle befolkningsgrupper.
For mange mænd er udfordringen lidt anderledes end den øvrige befolkning, fordi det blandt mænd er mere udbredt at have svært ved at tale om følelser eller mangler nogen at tale med. Det kan blive en ensom spiral, som alt for mange mænd desværre finder sig selv i.
Rigtig mange mænd taler ikke nok om de ting, der virkelig betyder noget. Der kan være mange årsager til, at mænd ikke har dybe samtaler. For nogle skyldes det at de ikke har den type relationer og for andre er det meget svært at åbne op. Men løsningen kan du være med til at skabe, hvis du er opmærksom på, hvad der kan ligge til grund for manglen på dybe samtaler blandt mænd, og hvordan du som en god ven kan hjælpe.
Ensomhed midt i livet
Er det mangel på venner, som er udfordringen for de 28% af mænd, der sjældent eller aldrig har dybe samtaler? For nogle mænd er det mangel på venskaber, der gør, at de ikke har dybe samtaler. For andre er det ikke så meget antallet af venskaber, men det faktum at deres venskaber ikke indebærer, at de har fortrolige og dybe samtaler med hinanden. Desværre er det nok en sand kliché, at mange mænd ikke taler sammen om deres problemer og bekymringer, eller sagt på anden vis, er det altså lidt af en “mandeting”.
Venskaber kan tage mange forskellige former. Nogle har rødder helt tilbage fra skoletiden og strækker sig over årtier, mens andre er nyere og opstår gennem fælles interesser som hobbyer eller arbejde. Men det er ikke varigheden af et venskab, der bestemmer, om venskabet er godt – eller om du er en god ven. Hvis du virkelig vil være en god ven, der også kan indgå i de fortrolige samtaler, handler det om, hvordan du engagerer dig i venskabet og interesserer dig for og støtter dine venner.
Sådan undgår du ensomhed som voksen og er en god ven
Det mest effektfulde, du kan gøre, er at vise interesse for dine venners indre liv og selv åbne op for dine mere sårbare tanker. Bliv ikke spist af med “Det går fint nok” - nej, spørg mere ind. Hvis din ven kan mærke din oprigtige interesse, så får i skabt et rum, der er trygt og dermed er det mere naturligt for både din ven og dig selv at dele tanker og følelser. Også hvis han er ensom. Hvis I kun snakker om sport og fritid, så kan det være svært pludseligt at dreje samtalen ind på bekymringer eller andre ting, der er svære mentalt. Men her kan du tage teten og vise, at du rent faktisk gerne vil lytte.
Du kan også sætte dig selv på spil. Italesæt, at du gerne vil tale om noget personligt. Måske endda noget alvorligt. Hvis du selv viser åbenhed og viser, at der er plads til det i jeres venskab, så vil det være nemmere for din ven at åbne op. Det kan være vejen til at tale om ensomhed med andre mænd.
Mangler du nogen at tale med? Mød andre i samme situation
Hvis du er en mand, der mangler nogen at tale med, er det vigtigt at huske, at du ikke er alene, og at der findes ressourcer og fællesskaber, som kan hjælpe dig. For eksempel er Mænds Mødesteder et landsdækkende initiativ, der tilbyder et rum for mænd i alle aldre til at mødes, dele oplevelser og skabe nye relationer. Her kan du møde andre i samme situation, som er interesserede i at opbygge nye venskaber. Mænds Mødesteder kan være oplagt for dig, der oplever ensomhed midt i livet f.eks. efter en skilsmisse.
Mænds Mødesteder findes mange steder i landet
Find mødesteder for mænd i københavn
Find mødesteder for mænd i Århus
Find mødesteder for mænd i Odense
Hvis du ikke er til mødesteder eller bare gerne vil møde nye venner lidt mere ”tilfældigt”, kan du aktivt sætte dig selv i situationer, hvor du har mulighed for at møde nye. Hvordan? Det kan du læse mere om her.