
Ny ungeundersøgelse:
Hvad fortæller de unge selv om ensomhed?
For at blive klogere på de unges oplevelser med ensomhed har vi gennemført en undersøgelse blandt næsten 1000 unge. Den skal give os ny viden, som kan danne grundlag for initiativer, der gør en reel forskel. Undersøgelsens resultater vil blive samlet i en rapport, der udgives i foråret 2025. Indtil da kan du læse dig ned i et udpluk af resultaterne hér.

Unge føler sig ensomme i fællesskaber
At tage del i et fællesskab er ikke nødvendigvis en magisk kur mod ensomhed. Hver femte ung i uddannelse føler sig ikke som en del af fællesskabet, når de er i skole eller på studiet. Det er et håndgribeligt bevis på, at ensomhed ikke handler om at være alene, men om hvor gode og meningsfulde relationer vi har til menneskerne omkring os.
Men det kan være svært at opbygge tætte relationer – og måske endnu sværere at skabe nye relationer. Seks ud af ti unge har få eller ingen tætte venner, de kan være sig selv med, tale ærligt med eller føle sig tryg med. Og mange af dem vil gerne have flere. Samtidig synes fire ud af ti unge, at det er svært at få nye venner.

Mange peger pilen indad
Mange giver sig selv skylden, når de bliver spurgt, hvem der har ansvaret for, at de føler sig ensomme. Blandt alvorligt ensomme unge føler halvdelen i høj eller meget høj grad, at det var deres egen skyld sidste gang, de følte sig ensomme i en længere periode.
Og noget tyder på, at skammen ved at stå uden for fællesskabet afholder de fleste unge fra at tale om ensomhed. Hver fjerde alvorligt ensomme ung lider i stilhed og har aldrig fortalt nogen, at de er ensomme.

Når ungdommen ikke er fyldt med fællesskab
Der ligger en social forventning om, at ungdommen skal være en tid fyldt med fællesskab. Livets sociale højdepunkt. Derfor synes mange unge, at det er pinligt, hvis nogen tror, de er ensomme. Fire ud af ti unge har f.eks. undladt at gøre noget, de havde lyst til, fordi de ikke ville se ensomme ud. Det kunne være at gå på café eller i biografen alene. Samtidig har hele to ud af tre gemt sig bag en skærm i offentligheden for ikke at se ensomme ud.

Vores fælles ansvar
Vi lytter til dem, det hele handler om
Unge-undersøgelsen er ét af flere initiativer, hvor vi i Call me og Ventilen sætter unges ensomhed på dagsordenen med direkte deltagelse og indspil fra de unge selv.
Vi inddrager løbende unges stemmer i vores fælles initiativer, fordi det giver os afgørende viden om, hvordan de unge selv oplever ensomhed, hvordan de forstår følelsen, og hvilke konsekvenser det har at føle sig ensom. Unge er eksperter på eget liv, og skal vi mindske ensomheden blandt unge, skal vi gøre det med udgangspunkt i de unges virkelighed.
Alt sammen er det ny viden og nye indsigter, som vi tager med ind i det videre arbejde for at aftabuisere ensomhed blandt unge.
Om undersøgelsen
Ungeundersøgelsen er gennemført i perioden 26. februar - 20. marts 2025 via Norstat på vegne af Call me og Ventilen. Undersøgelsen er gennemført blandt 939 unge i alderen 15-30 år. Invitationer om deltagelse i undersøgelsen er udsendt til en stikprøve repræsentativ for unge i alderen 15-30 år i forhold til køn, alder og region. Fuld repræsentativitet på de tre baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning. Undersøgelsen resultater vil blive samlet i en rapport, der bliver udgivet i foråret 2025.