Hvad er et hotspot?
Et hotspot er et afgrænset område, hvor der er Wi-Fi, som du kan koble dig på, når du skal på internettet. Det kan eksempelvis være på caféer. På et hotspot deler andre, både virksomheder, det offentlige og private, sin Wi-Fi forbindelse med dig, og nogle skal du bruge en kode til, mens der på andre er tale om en åben internetforbindelse.
Du finder hotspots omkring dig på din smartphone ved at gå ind under Wi-Fi i din telefons indstillinger, og herefter klikker du på det hotspot, du vil bruge - og taster koden, hvis dette kræves - og så er du tilkoblet hotspottet.
Mobilt hotspot og Wi-Fi hotspot
Når vi snakker om hotspots findes der to slags, som fungerer på præcis samme måde, men der er forskel på, hvilken slags forbindelse de bruger. Et mobilt hotspot er, når du får din smartphone til at udsende et trådløst Wi-Fi signal, hvilket er praktisk på cafeen uden hotspots, men vær dog opmærksom på, at du bruger mobildata til dette, mens et Wi-Fi hotspot deler en lokal internetforbindelse – og bruger ikke mobildata.
Sådan gør du din smartphone til et mobilt hotspot
På de fleste nye iPhones og Samsung telefoner kan du lave dit eget hotspot ved at gå ind under ”internetdeling” i indstillingerne på din telefon, og derfra kan du dele dine mobildata via et Wi-Fi signal, som andre personer kan koble sig på. Du kan selv bestemme koden og navnet på dit hotspot.