Hvad er Samsung Pay?
Samsung Pay er en betalingsløsning (app) på din mobiltelefon, der gør det muligt at bruge mobilen som et almindeligt kreditkort – også med almindelige dankortterminaler. Du betaler via Samsungs egen teknologi, MST (Magnetic Secure Transmission), og NFC-teknologien.
Du kan sige, at Samsung Pay laver dit fysiske betalingskort om til et virtuelt kort på din smartphone. Du vil derfor kunne bruge betalingsløsningen de samme steder som dit fysiske kort.
Betalingstjenesten kan du bruge over hele verden, når du først har registeret dit kort. Dine kortoplysninger bliver ikke gemt. I stedet laves de om til en unik kode, der bliver krypteret. Dette betyder reelt set, at det er mere sikkert at betale med Samsung Pay end fysiske betalingskort.
Sådan fungerer appen – disse kort kan du bruge
Appen fungerer ligesom MobilePay, hvor du nemt registrerer dit betalingskort. Når du skal betale, holder du din mobiltelefon tæt på betalingsterminalen, så den kan registreres. Du ”godkender” betalingen via fingeraftrykslæseren. Har du flere kort tilsluttet, kan du vælge det rette kort ved at swipe.
Det er først, når løsningen kommer til Danmark, at vi med sikkerhed ved, hvilke kort du kan bruge sammen med tjenesten. Et godt bud vil dog være VISA-kort samt Dankort, American Express og Mastercard.
Du kan se, hvordan du bruger Samsung Pay i denne video på YouTube.
Samsung Pay i Danmark
Du kan endnu ikke bruge Samsung Pay i Danmark. Betalingsløsningen er dog blevet introduceret på det svenske marked i samarbejde med VISA i 2017. Indtil videre er det kun kunder hos Nordea, der kan benytte appen. Der er endnu ikke meldt en dato ud omkring udrulning af appen i Danmark.
Har du et betalingskort fra et godkendt betalingsinstitut samt et SIM-kort fra Sverige, kan du godt bruge Samsung Pay i Danmark. Det kræver dog, at du har en mobil, der er kompatibel med Samsung Pay. Appen er installeret på alle telefoner i Norden, der er kompatibel med tjenesten.
Når tjenesten kommer til Danmark, kan du betale ved stort set alle terminaler i Danmark. Du kan også integrere betalingsløsningen med såkaldte wearable – eksempelvis et smartwatch som Samsung Gear S3. Så skal du ikke en gang have mobilen frem, da du betaler ”med uret”.